I Syvhøjvænge tager vi udgangspunkt i det enkelte barn, fordi alle børn er forskellige og udvikler sig i eget tempo. Derfor lader vi barnet vokse gennem institutionen med udgangspunkt i barnets udvikling. Vores grundtanke er, at barnet lærer og udvikler sig bedst, hvis det møder passende udfordringer. Vi har derfor valgt at have to afdelinger. En miniafdeling og en maxiafdeling, hvor udfordringerne er tilpasset børnenes modenhed, alder og udvikling.
De yngste børn starter på en af miniafdelingens 2 stuer, og i disse stuer er der kun børn under tre år. Maxiafdelingen består af 4 stuer, hvor store og små børn går sammen, dog er der ingen børn under to år. Aktiviteterne er også afstemt efter børnenes alder.
Overgangen fra den ene afdeling til den anden tager altid udgangspunkt i et individuelt skøn af barnets parathed, udvikling og trivsel. Denne vurdering sker i tæt dialog mellem barnets pædagoger og forældrene, og forudsætter at begge parter er enige, hvis barnet skal rykke videre i maxigruppen, før barnet fylder 3 år.
I Syvhøjvænge lægges stor vægt på venskaber mellem børnene, og derfor tilstræbes det, at et barn flyttes fra miniafdelingen til maxiafdelingen sammen med mindst en god ven, eller ind til børn, de i forvejen kender.
I ugerne op til skiftet, går personalet på besøg på den kommende stue, sammen med de børn der skal rykke, så de bliver fortrolige med den nye stue samt dens børn og voksne inden den egentlige opstart.
Taksten følger barnets alder og er uafhængig af hvilken afdeling eller stue barnet er placeret på.
Denne model bakkes op af institutionens forældrebestyrelse.